Hæfter til personer med demens
Det er en alvorlig sag at få stillet en demensdiagnose - både for dig, der har en demenssygdom og for dine pårørende. Men du og dine pårørende er ikke alene. Der er hjælp og støtte at hente i din kommune, hvor I kan få tilbudt kurser, rådgivning og samtalegrupper.
Undervisning, støtte og vejledning for både personer med demens og pårørende er ét af de initiativer, der er lagt vægt på i National Demenshandlingsplan 2025.
Et godt liv med demens
Et godt liv med demens forudsætter, at du bliver mødt med forståelse fra dine omgivelser. For selvom hukommelsen svigter, og det med tiden kan blive svært at udtrykke sig, kan du fortsat have et aktivt liv og deltage i socialt samvær. Åbenhed om sygdommen og de udfordringer og forandringer, det giver i hverdagen, giver dig bedre muligheder for at bevare relationer til venner og familie samt få forståelse, støtte og opbakning.
Hæfter til personer med demens
Her finder du en række hæfter med inspiration og gode råd til dig, som har fået en demenssygdom. Hæfterne er udarbejdet til at blive brugt på foredrag, kurser og samtalegrupper for mennesker med demens, men du kan også have glæde af hæfterne, selvom du ikke deltager i nogen af delene.
Kender du Demenslinien?
På Alzheimerforeningens hjemmeside kan du få mere viden om demens og læse om aktiviteter i foreningen. Alzheimerforeningen tilbyder også gratis telefonrådgivning på Demenslinien telefon 5850 5850.