Demensvenlig have
Demensvenlig have
- 1Aktivitet
- 2Samvær
- 3Ro
- 4Sanser
Demensvenlig have
En have er demensvenlig, når indretningen har fokus på sikkerhed og fremmer aktivitet og velbefindende. Haven skal være overskuelig og have tilpassede stimulerende og aktiverende elementer. Det kan være elementer, som stimulerer sanserne, opfordrer til aktivitet og social interaktion samt gør det muligt at orientere sig i haven.
Haven skal balancere mellem at kompensere for de funktioner, der mistes, og stimulere de kognitive funktioner, så funktionsniveauet opretholdes længst muligt. I en demensvenlig have er der derfor fokus på følgende elementer:
Sikkerhed
Et sikkert miljø reducerer risikoen for fald og andre utilsigtede hændelser, fx at man utilsigtet forlader havens område.
Overskuelighed
Mennesker med demens kan med tiden miste orienteringsevne og overblik, og sanseindtryk kan opleves mere overvældende end for mennesker uden demens. Det er derfor vigtigt, at haven er overskuelig, fx med tydelig markering af stiforløb, som fører tilbage til udgangspunktet.
Ro
Rastløshed og uro er hyppigt forekommende hos mennesker med demens. Områder, der skærmer og inviterer til ro og fordybelse gennem tilpasset sansestimulation, er vigtige i den demensvenlige have.
Sansestimulation
Naturen og haven kan også bidrage til sansestimulation gennem farver, dufte, rindende vand og frisk luft.
Aktivitet og træning
Tilpasset sansestimulation og aktiviteter, der kan invitere til fysisk aktivitet og træning, kan sammen bidrage til at opretholde funktionsniveauet hos mennesker med demens.
Samvær og social interaktion
Haven skal invitere til samvær og ophold, da det kan øge velværet og skabe et positivt samvær for mennesker med demens – ikke mindst i samspillet med pårørende og fagpersoner.
Aktivitet
Aktivitet i haven er en vigtig måde at opretholde funktionsniveauet på.
Det kan fx være ved at etablere et område med trædesten og et gelænder, hvor balancen kan trænes. Det kan være stole, bænke eller andre plateauer med forskellig højde, hvor man kan lave rejse-sætte sig-træning eller anden styrketræning. Og områder, hvor der er plads til udendørs spil, fx petanque, stigegolf mv.
Men det kan også være at sikre, at der er haveredskaber til rådighed, så man kan lave havearbejde i haven.
Aktiviteter i haven
Samvær
I haven skal der være områder, som inviterer til ophold og samvær med andre.
Her skal der være gode muligheder for at sidde sammen i en lille gruppe, fx ved borde eller bænke. Områderne skal være nemt tilgængelige og naturlige samlingspunkter i haven.
Ro
I haven kan man med fordel etablere et afskærmet område, der signalerer ro og fordybelse.
Her skal der være mulighed for en stille og mere privat stund. Området afskærmes bedst ved hjælp af grønne hegn eller fx en pergola.
Der skal være mulighed for at sidde med ryggen mod planterne, hvilket kan give tryghed, og også mulighed for at kigge ud mod stiforløbet.
Sanser
Man kan etablere et område med særligt fokus på sansestimulation.
Beplantningen kan fx udvælges med fokus på:
- Dufte: Her plantes forskellige planter med duft, det kan fx være lavendel, roser (uden torne), timian eller andre krydderurter.
- Farver: Her plantes farverige løgplanter fx tulipaner, sommerblomster fx morgenfruer, gerne med mange kontrastfarver.
- Smag: Frugtbuske, tomatplanter mv. kan give mulighed for at give en smagsoplevelse.
Derudover kan man have fokus på lyd. Det kan være ved at etablere bassin med rislende vand, eller ved at tiltrække summende insekter og fugle. Med et foderbræt eller fuglebad stimuleres sanserne men det giver også mulighed for meningsfulde aktiviteter.