Behandling af frontotemporal demens

Der er ingen specifik medicinsk behandling af frontotemporal demens.

Antidepressive lægemidler af typen selektive serotoningenoptagshæmmere (SSRI) kan evt. anvendes mod depression, men effekten på øvrige typer af adfærdsforstyrrelser er begrænset. Behandling med antipsykotiske lægemidler har begrænset effekt, og risikoen for bivirkninger er betydelig.

Demenslægemidler

Ifølge Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinje for demens fra 2013 kan det ikke anbefales at tilbyde behandling med kolinesterasehæmmere eller memantin til personer med frontotemporal demens.

Effekten af kolinesterasehæmmeren galantamin er undersøgt i et lille klinisk forsøg uden blinding med 36 deltagere publiceret i 2008. Samlet så man ingen forskel mellem galantamin og placebo, men i en lille undergruppe af patienter med sprogforstyrrelser (primær progressiv afasi) så man en mulig gavnlig effekt.

Effekten af memantin er undersøgt i to mindre randomiserede kontrollerede kliniske forsøg (RCT), der blev publiceret i henholdsvis 2011 og 2013. Samlet så man ingen forskel mellem memantin og placebo, om end der var en ikke-signifikant tendens til, at memantin har en gavnlig effekt på patienternes generelle tilstand og globale funktionsniveau.

Både studierne vedrørende galantamin og memantin er finansieret af medicinalfirmaer.

Senest opdateret: