Behandling af Parkinsons sygdom med demens og Lewy body demens
Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinje for demens fra 2013 indeholder tre anbefalinger vedrørende behandling af demens ved Parkinsons sygdom og Lewy body demens med demenslægemidler:
- Det anbefales, at patienter med Lewy body demens i let til moderat grad tilbydes behandling med donepezil. Alternativt kan andre kolinesterasehæmmere forsøges.
- Det anbefales, at patienter med Parkinsons sygdom med demens i let til moderat grad tilbydes behandling med rivastigmin. Alternativt kan andre kolinesterasehæmmere forsøges.
- Det kan overvejes at tilbyde behandling med memantin til patienter med Lewy body demens eller Parkinsons sygdom med demens, hvis man har forsøgt behandling med kolinesterasehæmmere.
Behandlingseffekt
Effekten af kolinesterasehæmmerne donepezil og rivastigmin er undersøgt i syv randomiserede kontrollerede kliniske forsøg (RCT) publiceret i perioden 2000 til 2012. Resultaterne er sammenfattet og analyseret i tre Cochrane-reviews fra perioden 2003 til 2012 samt i adskillige systematiske reviews og meta-analyser.
Kolinesterasehæmmere har en stabiliserende, om end beskeden og midlertidig virkning på det kognitive funktionsniveau, den praktiske funktionsevne i hverdagen (ADL), patienternes generelle tilstand/det globale funktionsniveau samt på psykiske symptomer og adfærdsforstyrrelser (BPSD).
Effekten af memantin er undersøgt i tre forsøg (RCT) publiceret i 2009-2010. Memantin har en signifikant, om end beskeden, effekt på patienternes generelle tilstand/det globale funktionsniveau, hvorimod der ikke kan påvises effekt på det kognitive funktionsniveau, ADL eller BPSD.
Både studierne vedrørende kolinesterasehæmmere og memantin er finansieret af medicinalfirmaer.