DaneDem – psykosocial forskning
Psykosociale metoder er en paraplybetegnelse for metoder, der har til formål at styrke funktionsniveau, mestring, trivsel og livskvalitet eller mindske demenssymptomer. Indsatserne kan både være målrettet mennesker med demens og pårørende.
Eksempler på psykosociale metoder er kognitiv stimulationsterapi, musikterapi og reminiscens. Det omfatter også rehabilitering og metoder inden for pleje og omsorg.
Forskningsnetværket DaneDem mødes for at idéudvikle og dele erfaringer og resultater fra forskningen og styrke forskningssamarbejdet indenfor det psykosociale område. Netværket favner alle niveauer af forskning, herunder grundforskning, metodeudvikling, interventionsforskning og implementeringsforskning.
For at blive medlem skal man have forskningsaktiviteter i relation til psykosociale indsatser og have en ph.d.-grad, eller være forskningsassistent/ph.d.-studerende indenfor området. Du kan søge om at blive medlem ved at kontakte uddannelsesleder Karen Tannebæk.
DaneDem afholder netværksmøder to gange årligt. Møderne organiseres af Nationalt Videnscenter for Demens.