Grupper med særlige behov
Grupper med særlige behov kan fx være mennesker, der får en demensdiagnose midt i livet, det vi kalder yngre med demens, mennesker fra etniske minoriteter, eller mennesker med udviklingshæmning, der får en demenssygdom.
Overfor disse grupper er der brug for et særligt fokus, både når det handler om at stille en korrekt diagnose, men også i hele sygdomsforløbet, hvor både de og deres pårørende har behov for særlige indsatser.
Fx kan de tidligste symptomer, man ser hos de tre grupper, afvige fra det, man oftest ser hos en gennemsnitlig ældre person, hvor man har mistanke om demens. Samtidig er den diagnostiske udredning sværere, hvis der fx er kommunikationsbarrierer, som ofte er tilfældet i forhold til ældre fra etniske minoriteter og mennesker med udviklingshæmning.
Risikoen for på den ene side at overse tegn på demenssygdom, og på den anden side at fejldiagnosticere, er derfor større hos disse personer. Det kræver med andre ord særlig viden og redskaber hos fagpersoner for at være klædt på til også at arbejde med mindretalsgrupper med demens.
I mange tilfælde vil gruppernes særlige behov heller ikke kunne dækkes af almindelige kommunale indsatser og pleje- og omsorgstilbud. Mange der får en demenssygdom tidligt i livet, oplever fx at aktivitetstilbud ofte er tilpasset interesser og livsvilkår hos den ældre generation.
Personer fra etniske minoriteter vil også ofte opleve barriere i forhold til sprog, mad og aktiviteter. Og personer med udviklingshæmning og demens vil have helt særlige behov, som skal imødekommes på en anden måde end de gængse tilbud til personer fra denne gruppe.
Disse subgrupper af personer med demens og deres pårørende har derfor ofte helt særlige behov for støtte og særligt tilrettelagte indsatser.