Kognitivt screeningsbatteri
Screeningsbatteriet er ikke et standardiseret testbatteri, og det er ikke hensigten, at man skal anvende opgaverne i samlingen fra ende til anden. Det anbefales, at man med udgangspunkt i den konkrete problemstilling udvælger de opgaver, der er relevante og overkommelige.
Før dette kvalitative, kognitive screeningsbatteri tages i brug bør patienten gennemføre en kort, struktureret vurdering med fx Brief Assessment of Impaired Cognition (BASIC) eller Mini-Mental State Examination (MMSE).
Målgruppen er primært læger, der arbejder med demensudredning.
Opgaverne er udvalgt med henblik på at belyse kognitiv svækkelse som følge af demenssygdomme, men screeningsbatteriet kan også anvendes ved mistanke om kognitiv svækkelse ved andre neurologiske sygdomme. Screeningsbatteriet indeholder ikke opgaver til belysning af afasi, visuelt-rumlig neglekt eller andre typiske kognitive deficits ved apopleksi.