Forekomst af demens i Danmark

I Danmark anslår vi, at godt 96.000 mennesker på 65 år eller derover lever med demens. Antallet forventes at vokse til mere end 134.000 mennesker i 2035 som følge af en stigende ældrebefolkning.

Forekomst af demens i Danmark blandt +65-årige, 2010-2035

Over tid er der som følge af den stigende middellevetid og en aldrende befolkning sket en stigning i antallet af personer med demens. Ifølge tal fra Sundhedsdatastyrelsens Register for udvalgte kroniske sygdomme og svære psykiske lidelser steg antallet af registrerede demenstilfælde blandt personer på 65 år og derover fra ca. 34.675 i 2010 til ca. 38.875 i 2020. En fremskrivningsmodel baseret på disse tal estimerer, at der i 2035 vil være godt 42.200 personer registreret med demens. Det er imidlertid bemærkelsesværdigt, at antallet af registrerede demenstilfælde blandt personer på 65 år eller derover i Danmark ikke er steget siden 2018 trods en langsomt voksende ældrebefolkning. Fra 2018 til 2023 har der været mellem 38.500 og 38.975 +65-årige med demens.

Alzheimer Europe estimerer på baggrund af befolkningsundersøgelser, at det reelle antal personer med demens er langt større. Således vurderes det, at der i 2023 var godt 96.000 personer med demens blandt personer på 65 år eller derover. Dette tal skønnes at stige til ca. 134.000 i 2035.

Tilsvarende estimerer en forskergruppe tilknyttet The Global Burden of Disease, at der i 2019 var mellem 70.800 og 94.000 personer med demens i Danmark, hvilket forventes at stige til et sted mellem 112.600 og 166.000 tilfælde i år 2050. 

Antallet af nye tilfælde

Blandt personer på 65 år og derover er der ca. 8.000 til 8.700 nye registrerede tilfælde af demens om året. Det svarer til ca. 22 til 24 nye tilfælde per dag året rundt. Dette kaldes også incidensen.

Antal nye tilfælde (incidens) af demens blandt +65-årige, 2010-2022

Ifølge landsdækkende danske registerstudier fra 2019 og 2021 har incidensrater for demens siden 2003 været jævnt faldende med ca. 2 % årligt.

Senest opdateret: