VIPS-praksismodellen
Praksismodellen beskriver fire hovedelementer og omfatter også refleksionspunkter (kvalitetsindikatorer), som kan bruges til at reflektere over kvaliteten af det personcentrerede omsorgsarbejde.
VIPS – hovedelementer i personcentreret omsorg:
V – Et værdigrundlag, som anerkender menneskets absolutte
værdi, uafhængigt af alder og kognitiv funktion.
I – En individuel tilgang, som lægger vægt på det unikke i hvert enkelte menneske.
P – Evnen til at kunne forstå verden fra personens perspektiv.
S – Etablering af et støttende socialt miljø, som
dækker personens psykologiske behov.
VIPS-praksismodellen kan være med til at synliggøre, om handlinger og den adfærd, der udvises i omsorgsarbejdet, er personcentreret.
Modellen kan bruges til at reflektere over egne handlinger, og den kan anvendes af ledelsen til at skabe opmærksomhed om personcentret omsorg i organisationen og til at måle, dokumentere og arbejde med forbedring af det personcentrerede omsorgsarbejde.
Eksempler på refleksion over egne handlinger – spørgsmål du kan stille dig selv i slutningen af din arbejdsdag:
- Viser mine handlinger, at jeg respekterer og værdsætter de personer, jeg har plejet i dag?
- Har jeg behandlet de personer, jeg har hjulpet, som unikke individer?
- Har jeg gjort et alvorligt forsøg på at se tingene fra personens perspektiv, og har mine handlinger og måder at hjælpe på afspejlet dette?
- Har mine handlinger og hjælp fået personen til at føle sig socialt veltilpas og inkluderet i fællesskabet?
Dawn Brooker har stået i spidsen for udarbejdelsen af online-værktøjet Carefitforvips, der kan understøtte kvalitetsudviklingen af den personcentrerede omsorg på plejehjem. Værktøjet er ikke oversat til dansk, men der kan hentes inspiration til, hvilke områder man kan arbejde med for at skabe forbedringer i indsatsen. Værktøjet indeholder desuden et online-bibliotek (Resource library) med viden om personcentreret omsorg.
VIPS-praksismodellen er udbredt i Norge, hvor Nasjonalt senter for aldring og helse har udarbejdet en norsk model med redskaber og kurser, der bruges til at udvikle demensomsorgen.