Lovgivning i arbejdet med mennesker med demens

Lovgivningen sætter rammer for den omsorg og behandling, der skal udføres i arbejdet med mennesker med demens. Det er vigtigt at være opmærksom på de helt grundlæggende regler, som bl.a. skal sikre at:

• mennesker med demens ikke behandles nedværdigende (menneskerettighedskonventions artikel 3)
• der sikres respekt for privatlivet (menneskerettighedskonventionens artikel 8)
• den personlige frihed sikres (grundlovens § 71)
• mennesker med demens i videst mulige omfang indgår i det almindelige samfundsliv.

Det betyder fx, at personen med demens skal inddrages så meget som muligt, at dialogen med personen med demens skal tilpasses den konkrete situation og tilstand, og at mennesker med demens skal behandles værdigt i omsorgen og behandlingen.

Udgangspunktet er altså, at personen med en nedsat psykisk funktionsevne selv bestemmer, og at pårørende eller andre ikke kan træffe beslutninger på personens vegne. Dog er samarbejde med pårørende altid vigtigt i et demensforløb.

I det omfang, at der er et behov for at beskytte en person med demens, fordi personen på grund af sin demenssygdom ikke kan overskue sine handlinger eller har en nedsat dømmekraft, er der regler, der sikrer, at personen kan få hjælp alligevel.

Hver situation er unik. Afhængig af kontekst og relation mellem de personer, der er involveret, kan en beslutning på den andens vegne virke nem og ukompliceret eller svær og kræve mange overvejelser, men lovgivningen sætter rammerne for disse beslutninger, som du som sundhedsprofessionel skal udfylde med din faglighed.