Ældreministeren på besøg i Nationalt Videnscenter for Demens
Ældreminister Mette Kierkgaard har i dag besøgt Nationalt Videnscenter for Demens. Her bliver hun modtaget af centerleder, Gunhild Waldemar, foran Nordfløjen på Rigshospitalet, hvor videnscentret ligger. Bagved Gunhild Waldemar ses 2. næstformand for Regionsrådet, Thomas Rohden, og konstitueret centerdirektør for Neurocentret, Rigshospitalet, Lene Breum.
Besøget indledes med en præsentation af videnscentrets arbejde med fokus på tværsektorielle og kommunale aktiviteter.
Ældreministeren og Gunhild Waldemar drøfter, hvordan man kan understøtte værdierne i ældreloven: selvbestemmelse, tillid til medarbejderne og inddragelse af civilsamfund og pårørende. Nøglen er kompetencer og kommunikation og fokus på hverdagslivet og trivsel.
Ældreministeren nåede også at se Den Demensvenlige Have, der ligger ved Nationalt Videnscenter for Demens.
I Den Demensvenlige Have står en xylofon, der kan bruges til at stimulere sanserne hos mennesker med demens.
”Vi er meget glade for, at ældreminister Mette Kierkgaard har besøgt Nationalt Videnscenter for Demens, hvor hun har hørt om vores arbejde og set Den Demensvenlige Have. Det er en fornøjelse at opleve hendes engagement i demensområdet,” siger leder af Nationalt Videnscenter for Demens, Gunhild Waldemar.
Fotos: Tomas Bertelsen