BASIC-testen afprøvet i almen praksis
Hvis man vil undersøge, om en patient er kognitivt svækket, er der grundlæggende tre måder at gøre det på. Man kan spørge patienten selv, man kan spørge en nær pårørende, eller man kan give patienten en kognitiv test. Brief Assessment of Impaired Cognition, bedre kendt som BASIC, kombinerer de tre forskellige metoder i ét og samme instrument. Det består af tre spørgsmål til patienten om, hvordan hukommelsen fungerer, en kort hukommelsestest, en styret ordmobiliseringstest samt tre spørgsmål til en pårørende om, hvordan patientens hukommelse fungerer. Resultatet opgøres på en skala, der går fra 0 til 25. Det tager sædvanligvis omkring fem minutter at udføre testen.
Validering og krydsvalidering
BASIC er tidligere afprøvet i danske hukommelsesklinikker i 2018-2019. I 2021-2022 blev der gennemført yderligere afprøvning, såkaldt krydsvalidering, af BASIC i 14 almen praksis-klinikker i Region Hovedstaden, Syddanmark, Midtjylland og Nordjylland. Dataindsamlingen blev varetaget af to projektmedarbejdere, hvoraf den ene fortrinsvis opererede i hovedstadsområdet og den anden vest for Storebælt. Projektet blev gennemført som et samarbejde mellem Nationalt Videnscenter for Demens og Forskningsenheden for Almen Praksis på Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
Større udredningsprogram
275 patienter i alderen 70 år og opefter gennemgik en grundig udredning, der ud over BASIC blandt andet omfattede
- Repeatable Battery for Assessment of Neuropsychological Status (RBANS), der er et standardiseret neuropsykologisk testbatteri
- Mini-Mental Status Examination (MMSE)
- Montreal Cognitive Assessment (MoCA)
- Rowland Universal Dementia Assessment Scale (RUDAS)
- 15-item Geriatrisk Depressionsskala (GDS-15)
- Functional Assessment Questionnaire (FAQ-IADL) udfyldt af en nær pårørende.
På baggrund af resultaterne blev deltagerne klassificeret som henholdsvis kognitivt intakte eller kognitivt svækkede.
Gode måleegenskaber
BASIC identificerede 72 % af de kognitivt svækkede korrekt og 86 % af de kognitivt intakte deltagere ved en cutoff-score på 19/20. Den samlede diagnostiske træfsikkerhed for BASIC (udtrykt ved det såkaldte areal under receiver operating characteristic kurven), var 0,88. Til sammenligning havde MMSE og MoCA en træfsikkerhed på hver 0,85, og RUDAS havde en træfsikkerhed på 0.82. Forskellene i diagnostisk træfsikkerhed på tværs af testene var for små til at opnå statistisk signifikans.
I den primære validering i hukommelsesklinikker udviste BASIC usædvanligt høj træfsikkerhed med 95 % sensitivitet og specificitet, hvilket var signifikant højere end for MMSE. Den høje træfsikkerhed skal dog ses i lyset af, at BASIC blev udviklet og valideret i samme sample, hvorved den kan være sket en overtilpasning (overfitting) af testen til pågældende sample.
Let kognitiv svækkelse
Forskerne gennemførte en supplerende analyse, hvor gruppen af deltagere med kognitiv svækkelse blev opdelt i to: en gruppe med ganske let kognitiv svækkelse – omtrent svarende til mild cognitive impairment (MCI) – og en gruppe med kognitiv svækkelse svarende til demens i let grad. BASIC og MoCA bevarede en acceptabel træfsikkerhed (henholdsvis 0,83 og 0,81) i forhold til let kognitiv svækkelse, hvorimod træfsikkerheden af MMSE og RUDAS var mindre god (0,75 og 0,77). I forhold til identifikation af demens i let grad fungerede alle fire tests fint.