Frivillige tryghedspersoner er en gevinst for mennesker med demens
Mennesker med demens er kognitivt udfordret og kan have svært ved at håndtere forandringer og ændringer i hverdagen. Det gælder også i forbindelse med sygehusbesøg, både ambulante og ved indlæggelser.
For at give det enkelte menneske med demens så tryg en oplevelse som muligt har Nationalt Videnscenter for Demens sammen med otte sygehuse på tværs af landet afprøvet en ordning med ’Frivillige tryghedspersoner til mennesker med demens på sygehus’. Tryghedspersonerne er frivillige, der har fokus på at øge trygheden for patienter med demens. Det kan de fx gøre ved at holde i hånd, læse højt, synge eller hjælpe med at lave kryds-og-tværs. Men først og fremmest handler det om at være rolig, nærværende og lyttende.
Ann Nielsen fra Nationalt Videnscenter for Demens har stået i spidsen for projektet. Hun fortæller, at alle otte sygehuse har meldt tilbage, at de frivillige tryghedspersoner gør en stor forskel for patienterne. Men også, at tryghedspersonerne en fordel for personalet, fordi rolige og trygge patienter bedre kan samarbejde om pleje og behandling, hvilket er vigtigt for at kunne sikre den rette behandling.
Røde Kors er en af de frivillighedsorganisationer, der har været med i samarbejdet om projektet fra begyndelsen, da flere af deres frivillige patientstøttegrupper i forvejen er på mange af landets sygehuse og derfor naturligt har deltaget i projektet.
Projektet er gennemført med støtte fra Sundhedsministeriet som en del af Finansloven 2019.