Tryghedspersoner på sygehuse

Artiklen er mere end 30 dage gammel.
Leder du efter de nyeste tal, kan du finde dem her.
Status på projektet frivillige tryghedspersoner til mennesker med demens på sygehus.

Tryghedspersoner på Sygehus

Projektet med frivillige tryghedspersoner til mennesker med demens på sygehus startede i slutningen af 2019. I alt deltager 8 af landets sygehuse og projektet er drevet med midler fra satspuljen. I 2020 lagde vi ud med at klæde undervisere fra sygehusene på til at undervise kommende frivillige tryghedspersoner.

Tryghedspersonerne skal undervises i, hvad det vil sige at have en demenssygdom, når man er indlagt og hvordan man bedst kan hjælpe i situationen. Rekruttering og undervisning af de frivillige skulle derefter være sat i gang lokalt på sygehusene – men corona-situationen og besøgsforbuddet fik desværre sat en stopper for det. 

Intet er så skidt, at det ikke er godt for noget

På Nykøbing F Sygehus har man udnyttet ventetiden og brugt tiden på at klæde personalet endnu bedre på til at modtage patienter med demens. Derfor har dele af personalet på Ortopædkirurgisk afdeling, som deltager i projektet, fået mulighed for at komme på skolebænken.

De har gennemgået e-læring, fået korte undervisningsseancer og har talt om, hvordan de frivillige kan være en støtte for patienten med demens og de pårørende under indlæggelsen. Der er desuden indrettet et særligt hjørne med aktivitetskasse og sansestimulerende udstyr, som kan være de frivilliges base på afdelingen.

Projektleder Trine Morsing fra Nykøbing F Sygehus fortæller:

Personalet har taget godt imod initiativet og jeg tror at undervisningen af personalet har bidraget til, at vi får integreret de frivilliges indsats bedre i afdelingen. Jeg og resten af personalet glæder os til, når vi igen kan byde de frivillige velkomne på afdelingen.


Projektet på de otte sygehuse forløber frem til årsskiftet 2022. Til den tid vil erfaringerne på tværs af sygehusene blive samlet til inspiration for andre sygehuse. 

Netværk for demensvenlige sygehuse

Som et led i projektet er der oprettet et netværk for sygehuse der arbejder eller ønsker at arbejde mere demensvenligt. Første netværksmøde var programsat til 10. september 2020. Dette møde har vi grundet corona-situationen været nødt til at udskyde til 2021. Vi forventer at kunne holde første møde den 27. januar 2021. Så sæt kryds i kalenderen og del gerne budskabet med jeres kolleger. Fremtidige møder vil herefter lægges den 4. onsdag i januar, så det er muligt at planlægge lang tid i forvejen.

Vi håber at kunne vende tilbage med et stærkt program, hvor der vil være rig mulighed for at skabe kontakter til andre sygehuse, der ønsker at arbejde demensvenligt.