For højt kolesterol – hyperkolesterolæmi
Alzheimers sygdom
Befolkningsundersøgelser vedrørende hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af Alzheimers sygdom viser modstridende resultater.
Undersøgelser fra Finland, hvor der var en meget høj forekomst af hyperkolesterolæmi i 1960’erne og 1970’erne, fandt en signifikant association med risikoen for Alzheimer, men sammenhængen bekræftes ikke i studier fra andre lande, hvor deltagerne generelt har lavere niveauer af total-kolesterol.
De modstridende resultater er måske udtryk for, at en sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi og risiko for Alzheimers sygdom kun gør sig gældende ved et meget højt total-kolesterol midt i livet.
En meta-analyse af tre prospektive befolkningsundersøgelser finder ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi sent i livet og Alzheimers sygdom (se tabel).
Vaskulær demens
Befolkningsundersøgelser viser ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af vaskulær demens. En meta-analyse af to prospektive befolkningsundersøgelser finder en ikke-signifikant tendens til, at hyperkolesterolæmi sent i livet er associeret med en øget risiko for vaskulær demens (se tabel).
Demens generelt
Befolkningsundersøgelser vedrørende hyperkolesterolæmi midt i livet og senere udvikling af ’demens generelt’ (any dementia) viser ingen sammenhæng. En meta-analyse af tre prospektive befolkningsundersøgelser finder ingen sammenhæng mellem hyperkolesterolæmi sent i livet og demens generelt (se tabel).
Forvarsel om demens
Det ses ret konsistent på tværs af studierne, at demens ofte foregribes af en betydelig nedgang i total-kolesterol fra midt i livet til sent i livet. Faldet i total-kolesterol kan påvises op til 15 år før diagnosetidspunktet, hvilket er langt tidligere end fald i blodtryk eller vægt, der også kan udgøre forvarsler om demens.
Outcome | Antal studier i meta-analyse | Risikoestimat | 95 % konfidensinterval | Reference |
---|---|---|---|---|
Alzheimers sygdom | 3 | Relativ risiko 0,85-1,03 | Se originalartikel | Anstey, 2008 |
Vaskulær demens | 2 | Relativ risiko 1,19-1,68 | ||
Demens generelt | 3 | Relativ risiko 0,97-1,11 |