Sygdomsmekanismer ved vaskulær demens
Følgende sygdomsmekanismer kan medføre vaskulære læsioner:
- Vævsdød (infarkt) forårsaget af blodpropper i hjernen (iskæmisk apopleksi)
- En enkelt 'strategisk' placeret vaskulær læsion i hjernen
- Vævsdød forårsaget af blødning i hjernen (hæmorragisk apopleksi)
- Sygdom i de små, dybtliggende blodkar i hjernen (subcortikal småkarssygdom)
- Svigtende blod- og ilttilførsel til hjernen (iskæmisk-hypoksisk hjernelæsion)
Infarkter skyldes ofte tilstopning eller forsnævring af en blodåre lokalt i hjernen. Der kan også være tale om, at aflejret materiale fra hjertet eller fra de store halskar (carotis) river sig løs og via blodet føres op i de snævre blodkar i hjernen.
Strategisk placerede læsioner
Vaskulær demens skyldes ofte tilstedeværelse af flere vaskulære læsioner, men selv en enkelt læsion kan medføre demens, hvis den har en afgørende (strategisk) placering i hjernen.
Som eksempel på områder af hjernen, hvor en enkelt vaskulær læsion kan medføre kognitiv svækkelse eller demens kan nævnes:
- Arteria cerebri anteriors forsyningsområde (se illustration)
- Mesiale frontale kortex
- Arteria cerebri posteriors forsyningsområde
- Thalamus
- Korticale associationsområder
- Gyrus angularis, parietotemporale og temporo-occipitale områder
- Korticale 'vandskelsområder' frontalt og parietalt
Også vaskulære læsioner i nucleus caudatus, putamen og forreste del af capsula interna kan være forbundet med demens.
Småkarssygdom
Sygdom i de små, dybtliggende blodkar i hjernen (subcortikal småkarssygdom) kan også medføre vaskulær demens. Småkarssygdom skyldes ofte for højt blodtryk eller andre vaskulære risikofaktorer. Men hvis småkarssygdom optræder i familier, kan det skyldes den arvelige sygdom CADASIL.
Som eksempel på områder af hjernen, hvor en ophobning af lakunære infarkter kan medføre kognitiv svækkelse eller demens kan nævnes:
- Basalganglierne
- Frontallappernes hvide substans
- Periventrikulær hvid substans
- Thalamus bilateralt
Svigtende blod- og ilttilførsel
Hjertestop, kulilteforgiftning eller tilfælde med nærdrukning eller -kvælning medfører svigtende blod- og ilttilførsel til hjernen (iskæmisk-hypoksisk hjernelæsion) og dermed risiko for demens eller amnesi (hukommelsestab).
Blandingsformer af vaskulær demens og Alzheimers sygdom (mixed dementia) er relativt hyppige. De to demensformer indgår i en form for samspil, idet vaskulær demens måske øger risikoen for sekundær udvikling af Alzheimers sygdom.